De fleste kender Barbara Berger som forfatter til selvhjælpsbøger som ”Vejen til kraft – fast food til sjælen” og ”Er du lykkelig nu?” – bøger der er blevet bestsellere herhjemme og udkommet på op til 30 sprog. Men ikke alle ved at Barbara foruden at skrive bøger også er en populær coach og terapeut med egen coach uddannelse. Et arbejde der har dannet grundlag for hendes nye bog ”Sunde relationer & helbredende processer – De grundlæggende principper bag gode forhold med din partner, din familie, dine forældre, dine børn, dine venner, dine kolleger og alle de andre mennesker i dit liv”. Forleden talte jeg med Barbara om hendes nye bog, der handler om et af vores yndlingsemner: Relationer – og hvad vi kan gøre for at forbedre dem.
Tim Ray: De fleste kender dig som forfatter til bøger som ”Vejen til kraft – fast food til sjælen”, ”Er du lykkelig nu?” og ”Det vågne menneske” – bøger der handler om emner som sindets kraft, meditation og mindfulness. De seneste år er dit forfatterskab mere og mere begyndt at kredse om relationer – og senest din nye bog med titlen ”Sunde relationer & helbredende processer”. Hvorfor relationer?
Barbara Berger: Jeg har arbejdet som coach og terapeut i rigtig mange år, så hver dag møder jeg folk der har problemer eller udfordringer i deres nære relationer. Selv mennesker der har praktiseret meditation og mindfulness i mange år kan have udfordringer i deres forhold, lige som jeg selv har haft. Så derfor har jeg i mange år prøvet at finde ud af og identificere hvordan sunde relationer ser ud og hvordan de fungerer. Når det er så vigtigt et spørgsmål for de fleste af os.
TR: Hvorfor tror du at så mange af os er udfordret i vores relationer?
BB: Det er nok fordi ingen nogensinde har lært os helt konkret og specifikt hvad ingredienserne eller komponenterne i gode relationer er. Ingen har fortalt os eller lært os hvilke grundlæggende principper ligger bag gode forhold … og hvordan vi kan identificere disse komponenter eller definere dem. Det har de fleste af os simpelthen ikke lært. Og det er altså ikke fordi folk ikke har gode intentioner eller fordi folk ikke vil have gode relationer. Det vil vi selvfølgelig alle sammen. Men hvordan får man det i praksis? Hvordan ser sunde relationer ud i vores dagligdag, ikke mindst med dem som vi er tættest på? Desværre er der meget forvirring omkring hvordan sunde relationer ser ud i praksis. Så det var altså det som jeg satte mig for at undersøge og beskrive.
TR: Undertitlen til din nye bog ”Sunde relationer & helbredende processer” er: ”De grundlæggende principper bag gode forhold med din partner, din familie, dine forældre, dine børn, dine venner, dine kolleger og alle de andre mennesker i dit liv”. ”Grundlæggende principper” lyder meget videnskabeligt! Er relationer da en videnskab?
BB: Som du ved fra mine andre bøger såsom ”Det vågne menneske” skriver jeg ofte om måden denne ting kaldet for Livet er skruet sammen på – det som jeg kalder for ”Virkelighedens Natur”. I den første del af ”Det vågne menneske” kortlægger jeg det som jeg kalder for ”De Mentale Love”, som er iagttagelser af måden sindet fungerer på. Iagttagelser af sindets og bevidsthedens natur, som er universelle og upersonlige og som alle kan bekræfte ved selv at iagttage deres sind.
Så jeg ønskede at gøre det samme med relationer. At starte med at iagttage og beskrive hvordan denne ting kaldet for Livet faktisk er skruet sammen på og måden hvorpå hvert menneskes tanker og grundlæggende overbevisninger bliver formet. Og når vi begynder der, så kommer svaret på spørgsmålet – hvordan ser sunde relationer ud – helt af sig selv. Så det var det jeg gjorde. Og så skrev jeg det hele ned. Disse grundlæggende iagttagelser finder man i bogens Anden Del, så læsere kan se hvad jeg har baseret bogens ”Sunde Modeller” for relationer på.
Og ja, mit bidrag i denne nye bog er det som jeg kalder for mine ”Sunde Modeller”. For at hjælpe os med at navigere en smule mere fornuftigt igennem de udfordringer vi har i vores relationer, har jeg identificeret og beskrevet det som jeg kalder for ”Sunde Modeller” for relationer, hvor jeg helt konkret og specifikt kortlægger hvordan sund adfærd og sunde samtaler ser ud i et forhold.
I mit arbejde med klienter som coach og terapeut er det min erfaring med disse sunde modeller at når folk er i stand til at identificere sund adfærd, så kan de sammenligne deres egne relationer med disse modeller og på den måde identificere hvor eller hvad det er i deres egne relationer som ikke fungerer. De kan se hvor noget ikke er i balance eller ikke er respektfuldt eller konstruktivt. Og det kan selvfølgelig være til stor hjælp, for når man kan identificere hvad det er der ikke fungerer eller ikke er hensigtsmæssigt, så kan man gå i gang med at arbejde på at forbedre tingene.
Og fordi jeg gang på gang har set hvor meget disse Sunde Modeller har hjulpet folk – mig selv inklusive – besluttede jeg mig for at det nu var tid til at dele denne information med et større publikum. Og så skrev jeg denne bog.
TR: En af de ting som går igennem adskillige af dine ”Sunde Modeller” er hvor vigtigt det er for vores relationer at have ”sunde grænser”. Hvad mener du med ”sunde grænser” og hvorfor er det så vigtigt for vores relationer?
BB: Ja, sunde grænser er helt klart en af hemmelighederne bag gode forhold – og det gælder over hele linjen, hvad enten det er med din partner, dine forældre, dine børn, med svigermor eller kollegerne på arbejdet.
Den korte version er: Når vi har sunde grænser, forstår vi at jeg er mig og du er dig, og at vi hver især har ret til at være her og være den vi er. Det betyder også at vi hver især har ret til selv at bestemme hvordan vi vil leve vores liv og gøre tingene – og derefter opleve konsekvenserne af vores tanker, ord og handlinger. Når vi har sunde grænser, forstår vi dette og respekterer alles ret til at være som de er og gøre det som føles rigtigt for dem (og opleve konsekvenserne).
Som følge af at have sunde grænser respekterer vi andres rettigheder og vi forventer at andre skal respektere vores rettigheder. Det betyder for eksempel at når en anden fortæller dig hvordan du burde tænke eller føle eller hvad du burde sige eller gøre når du ikke specifikt har bedt den person om råd, ja så respekterer den person ikke dine grænser eller din ret til at være dig. Dette er et klassisk eksempel på en grænseoverskridelse og det er derfor det føles så ubehageligt. Ingen bryder sig om at få at vide hvad de skal tænke, sige eller gøre når de ikke har bedt om en anden persons råd.
At give uopfordret råd er kun ét eksempel på en grænseoverskridelse. I min nye bog har jeg lavet en liste og beskrivelse af de mest almindelige grænseoverskridelser, som kan hjælpe folk med at identificere hvor der måske er problemer med grænser i deres forhold. At være i stand til at spotte en grænseoverskridelse når den sker og derefter være i stand til at sætte en grænse (klart og respektfuldt) når det er nødvendigt, er en meget vigtig del af at kunne passe godt på os selv. Det handler om at være assertiv på en god måde, altså at kunne kommunikere klart og respektfuldt når man bliver udsat for en grænseoverskridelse. Så der er også en masse i bogen om assertiv kommunikation.
Og selvfølgelig går dette begge veje …Vi er selvfølgelig også nødt til selv at være bevidste om vores adfærd og bestræbe os på at respektere andre og ikke fortælle dem hvad de skal tænke, sige eller gøre medmindre de specifikt beder os om vores råd eller mening. Så når det går godt i vores relationer, tillader vi ikke at andre overskrider vores grænser ej heller overskrider vi andres grænser. Med andre ord vi behandler hinanden med respekt, især når vi er forskellige eller har forskellige ideer og meninger om tingene. Og her kan det være ekstra udfordrende – kan vi behandle hinanden med respekt når vi har forskellige meninger om tingene, især hvis vi har fælles projekter såsom en familie eller børn eller fælles arbejdsprojekter.
TR: Så det handler altså om at blive hjemme på sin egen banehalvdel?
BB: Ja, fordi når man ser på det fra en mere ”spirituel” synsvinkel, så er hvert menneske, hver sjæl, på sin egen udviklingsrejse baseret på det bevidsthedsniveau sjælen havde da den blev født … og vi er alle unikke og har vores egne livslektioner som vi skal lære i løbet af dette liv. Så at blive hjemme på egen banehalvdel er jo en klog politik eftersom vi ikke kan komme ind i et andet menneskes hoved og vide hvad deres livsrejse går ud på eller hvad der er bedst for dem. Men jeg vil gerne sige at der også er meget forvirring omkring dette når det gælder såkaldt ”spirituelle” mennesker og deres forhold. At blive hjemme på egen banehalvdel er ikke lig med at være en dørmåtte og ikke have sunde grænser i vores forhold. Det er på ingen måder kærligt eller spirituelt at lade en anden overskride dine grænser og krænke din ret til at være dig.
Og så bliver endnu mere kompliceret når folk bor sammen eller har børn sammen fordi så har vi jo fælles projekter såsom et hjem eller børn. Og så har hver part selvfølgelig lige meget ret til at være involveret i tingene og have medbestemmelse i hvordan man gør tingene. Og det er her at det er meget vigtigt at finde en god balance mellem at blive hjemme på egen banehalvdel og samtidig at kommunikere respektfuldt omkring fælles projekter og aktiviteter. Det skriver jeg en masse om i min nye bog og jeg kommer med mange forslag og teknikker til hvordan man kan tackle disse udfordringer så fornuftigt som muligt. Hvilket ikke altid er helt nemt …
TR: Du skriver noget meget interessant i bogen om at selv om de fleste af os forstår og er tilhængere af demokrati på et større, mere samfundsmæssigt plan, så kniber det for mange af os med at praktisere demokrati i vores nære relationer. Er det det du mener med på den ene side at blive hjemme på egen banehalvdel når det gælder ting som ikke vedkommer os – og så på den anden side at lære at kommunikere respektfuldt og konstruktivt når vi har fælles projekter?
BB: Ja. Vi er så heldige at leve i frie, demokratiske samfund, men når jeg hører folk fortælle om deres barndom eller deres nuværende forhold, undrer jeg mig nogle gange over hvad der er sket med vores forståelse af disse grundlæggende demokratiske principper i vores nære relationer. Hvor er de blevet af? For disse grundlæggende demokratiske principper er i bund og grund meget simple. Simple, men også meget, meget vigtige! Og i bund og grund siger disse principper at hvert menneske er en unik skabelse af den Levende Ånd og derfor har iboende værdi og ret til at være her og leve sit liv sådan han eller hun mener er bedst … det er det vores demokratier handler om, de er baseret på denne forståelse.
For eksempel: ”Rettigheder og Pligter” er en af de modeller som jeg bruger i min bog til at beskrive de rettigheder og de ansvar vi har i vores nære relationer. Fordi ”Sunde relationer” faktisk forpligter. Og så foreslår jeg i bogen at folk ser nærmere på om der virkelig er sand respekt for hvert individs ret til at være den som han eller hun er i deres nære relationer. Eller prøver vi ofte, uden at være bevidste om hvad det er vi gør, at få andre mennesker – det kan være vores partner eller andre familiemedlemmer – til at leve efter vores dagsorden … Det kan faktisk være ret så chokerende at se nærmere på hvad det er der sker i mange familier.
Her er et af bogens diagrammer med vores ”Rettigheder og Pligter” i relationer.
TR: Der tales en del om vigtigheden af konstruktiv kommunikation, konstruktive samtaler, men når jeg ser nærmere på hvad der siges eller skrives om disse emner, synes jeg ofte at det virker ret ukonkret. I din bog har du mange specifikke eksempler på konstruktive såvel som destruktive samtaler – og ikke mindst på hvordan man tackler de destruktive eller grænseoverskridende samtaler. Det er dejligt konkret og lavpraktisk!
BB: Jamen tak. I bogen har jeg prøvet at give meget konkrete eksempler på hvordan vi kan tale konstruktivt med hinanden og hvad vi kan sige i forskellige situationer. Det gør jeg fordi jeg har opdaget hvor meget det hjælper folk når jeg giver dem praktiske eksempler der kan hjælpe dem med at bruge disse grundlæggende principper i de forskellige konkrete situationer og samtaler i deres liv.
TR: Hvad så med kærlighed?
BB: Ja, kærlighed … Faktisk handler hele bogen om kærlighed. Kærlighed i hverdagen! Det er det som bogen handler om. Hvordan ser kærlighed ud i vores dagligdag og i vores forhold? Hvordan taler kærlighed? Hvordan opfører kærlighed sig? Hvad gør kærlighed? Så jo, hele bogen handler altså om kærlighed! Og hvordan kærlighed kommer til udtryk i vores relationer.