|
Den spirituelle vej |
|
|
|
|
Forord
|
||
Hvordan denne bog blev til Jeg har været søgende hele mit liv, men især siden den helt specielle dag i sommeren 1994 da min bog ”Vejen til Kraft – fast food til sjælen” helt uventet kom til mig. På det tidspunkt prøvede jeg at kombinere mit stressede job som tekstforfatter med mine spirituelle studier og udvikling, og mit liv som enlig mor. Til sidst blev det hele for meget og jeg besluttede mig for at tage en pause. Jeg tog fri i tre uger og sagde til alle at jeg var bortrejst. Men jeg rejste ikke nogen steder hen. I stedet cyklede jeg hver dag op til skovene og strandene nord for København og gik ture, mediterede, bad, sad under træerne, lyttede, og blev på strandene til sent om aftenen. Efter tre uger med stilhed og fred var jeg faldet til ro. En sen eftermiddag da jeg sad på stranden, var det som om nogen bankede på mit hoved og en stemme sagde til mig, ”Barbara, du skal skrive en bog… så tag pen og papir frem og skriv ned.” Så tog jeg min lille notesbog frem og lyttede. Dernæst sagde stemmen, ”Bogens titel er ’Vejen til Kraft’ og kapitel 1 skal hedde… og det skal indeholde… og kapitel 2 skal hedde… og det skal indeholde…” Indtil jeg fik hele bogen leveret… og til sidst sagde stemmen, ”gå nu hjem og skriv den.” Det gjorde jeg så.
Efter jeg havde skrevet bogen var der ingen i Danmark der ville udgive den, på trods af at jeg tidligere havde fået udgivet en del bøger. Så sagde min Indre Vejledning at jeg skulle udgive bogen selv og give den til dem der ville have den. Samtidig havde jeg givet bogen til Jane Aamund, der lå på hospitalet med kræft - i håb om at den kunne hjælpe og trøste hende. Hun læste manuskriptet igen og igen, og da jeg besøgte hende på hospitalet lå siderne spredt ud over hendes seng. Mens hun lå på hospitalet trykkede jeg 1.000 eksemplarer af bogen. Da bogen var trykt blev hun udskrevet fra hospitalet og skrev en helsides artikel, der kom på forsiden af Berlingske Tidendes Søndagssektion ”Fri”. Pludselig var der mange der ville have bogen. Jeg fik en masse breve og opringninger fra læsere der fortalte mig at bogen virkelig havde forandret deres liv. Bogen er nu udkommet på mange sprog og er ved at blive udgivet over hele verden.
Siden da er jeg blevet ved med at udvikle mine evner til at ”lytte” og jeg har lært at vejledning altid er tilgængelig for os, hvis blot vi giver os selv tid til at lytte. Så det at give mig selv tid er blevet en vigtig del af mit liv og jeg prøver at give mig selv regelmæssig tid til meditation og stilhed i naturen. Denne bog er en samling af de noter og information om sjælens evolution som kom til mig i perioden 1997-2000. Størstedelen af indsigterne skrev jeg ned lige efter dyb meditation eller længere perioder med stilhed i naturen, hvor informationen pludselig blev givet til mig. Dette er også grunden til at så mange af afsnittene (som du vil opdage) er skrevet til ”dig”. I de fleste tilfælde er den ”dig” som indsigterne er skrevet til – mig! Min guide eller lærer på den anden side talte direkte til mig.
Du vil også opdage at der er en del tegninger i bogen. Det er fordi information ofte kommer til mig som visuelle indtryk eller billeder, som jeg derefter har forsøgt at nedfælde på papir.
I slutningen af 2001 fik jeg et pludseligt problem med mit helbred (som hurtigt forsvandt igen). Mens det stod på tænkte jeg, hvis jeg nu skal sige farvel, burde jeg samle mine noter så andre måske kunne få glæde af denne information. Det gjorde jeg så og disse noter blev til første del af denne bog. Anden og tredje del skrev jeg i begyndelsen af 2002 som et supplement og en støtte til det oprindelige materiale.
For at gøre det nemmere at præsentere denne information har jeg opdelt bogen i tre dele:
Første Del: Sjælens Teknologi. Denne del består af mine oprindelige noter, tegninger og indsigter om sjælens evolution og den spirituelle vej. Anden Del: Sindets Teknologi. Dette er bogens ”hvordan” del, som giver praktisk vejledning og teknikker der kan hjælpe med den daglige anvendelse af den information som blev præsenteret i første del af bogen. Tredje Del: Fredens Teknologi. Denne del er et forsøg på at skitsere hvad den praktiske anvendelse af sjæleevolution og vores spirituelle udvikling betyder og vil betyde for vores verden.
Jeg håber denne information kan hjælpe dig på din vej.
Barbara Berger København, juni 2003
|