BeamTeam Books header - getting real
 

Fifty Shades of Grey – et eksempel på sunde grænser?!

 

af Tim Ray
(bragt i Tidens Kvinder september 2013)


TILBAGE
 

Han vil gerne binde hende, spanke hende, piske hende, kommandere rundt med hende, tage hende og være hendes Hersker i Et og Alt ... Lyder ikke umiddelbart som om hr. Christian Grey har sunde grænser og behandler sin partner med respekt, vel?


Ikke nødvendigvis!


Hvor usandsynligt det end måtte lyde, så er E.L. James’ megapopulære skolepige-SM-light-fantasi Fifty Shades of Grey på mange måder et eksempel på sunde grænser og at behandle hinanden med respekt!


Men før du ruller med øjnene lige som romanens kvindelige hovedperson frøken Anastasia Steele og tænker hvad har jeg gang i, så lad mig lige forklare hvad jeg mener med ”sunde grænser”? I et parforhold har man sunde grænser når begge parter behandler den anden med respekt og ikke overskrider den andens grænser. Det vil blandt andet sige når man:
- Respekterer at den anden har ret og lov til at være den han eller hun er.
- Ikke prøver at kontrollere den anden eller manipulere den anden til at gøre sin vilje, men siger eller beder om tingene direkte.
- Kan bede om det man vil have på en respektfuld måde.
- Respekterer den andens svar – også selv om det er nej tak.
- Ikke prøver at presse den anden til at gøre noget som ikke føles rigtigt for ham eller hende.
- Kan sige nej til det som ikke føles rigtigt for en – uden frygt for at det vil have ubehagelige konsekvenser.
- Kan sige fra hvis den anden overskrider ens grænser.


I mit arbejde som terapeut møder jeg stort set hver eneste dag par som i større eller mindre grad har problemer med ovenstående. De kommunikerer ikke særlig klart, behandler ikke altid hinanden med respekt, og har svært ved at sige til og fra på en god måde.

I den forbindelse er det interessant at se nærmere på hvad der rent faktisk sker i Fifty Shades of Grey:


- Han vil gerne binde hende, spanke hende, piske hende, holde hende nede, kneppe hende, fortælle hende alt hvad han vil have at hun gør og ikke gør når de er sammen. Og han vil have at hun adlyder ham til punkt og prikke. Han har ikke sagt noget om at hun ”burde” gøre disse ting og han har ikke på nogen måde prøvet at presse hende eller kommet med forklaringer, retfærdiggørelser eller trusler. Han har bare klart og tydeligt kommunikeret sit ønske. Hvilket er et udtryk for sunde grænser.


- Han har endda været så klar og betænksom i sin kommunikation at han har lavet en skriftlig kontrakt hvor han ned i mindste detaljer beskriver hvad han ønsker og hvad aftalen består og ikke består af! En aftale som han siger de kan forhandle. Hvilket er et klart udtryk for at han behandler hende med respekt og har sunde grænser.


- Han har gentagne spurgt hende om hun virkelig vil det her og gentagne gange gjort opmærksom på at hun selv bestemmer om hun vil det eller ej. Hvilket igen er et klart udtryk for sunde grænser.


- Han har gentagne gange sagt at han til punkt og prikke vil respektere hendes respons. Hvad enten det er et ja eller et nej. Intet pres. Han respekterer hendes ønsker. Hvilket igen er et klart udtryk for sunde grænser.


- Efter hun har sagt ja til det har han gentagne gange gjort opmærksom på at hun til hver en tid kan sige nej og stoppe hvis det ikke længere er noget for hende. Hvilket han overholder. Igen et klart udtryk for at han behandler hende med respekt og har sunde grænser.


Du kan godt se det, ikke? Hvor usandsynligt det end måtte lyde, så er Fifty Shades of Grey på flere måder et eksempel på sunde grænser og at man behandler hinanden med respekt. Vi kan synes hvad vi vil om mangemilliardær-filantrop-græsk gud-gucci model-helikopterpilot-kickbokser-klavervirtuosen Christian Grey og hans seksuelle tilbøjeligheder. Men sunde grænser – det har han!

Så selv om vi måske ikke lever i et SM-forhold – hvor mange af os kan sige at vi behandler hinanden med lige så meget respekt i vores parforhold!?